Artikel top billede

Ny chip kan smøres på huden og opløses i vand

Den nye chip vil måske en dag kunne bruges direkte på huden, i hjertet eller hjernen til at diagnosticere og behandle sygdomme. Se her, hvordan den fungerer.

Computerworld News Service: Forskere i USA har udviklet et integreret kredsløb, der kan påføres huden som falske tatoveringer til børn og i visse tilfælde opløses i vand, når der ikke længere er brug for dem.

"Disse "bio-chip" kan helt ufarligt og uden ubehag bæres på kroppen, hvor de kan hjælpe til at diagnosticere og behandle sygdomme, udtaler John Rogers, der er forsker i materialefysik ved University of Illinois at Urbana-Champaign.

Han fremlagde forskningen mandag ved konferencen IEEE i San Francisco.

Kan bæres på huden

Sammen med sine studerende arbejder han i grænsefeltet mellem biologi og elektronik, hvor de med eksperimentel forskning forsøger at udvikle "epidermal elektronik", som er blødt og fleksibelt men holdbart nok til at kunne bæres uden på huden.

Disse integrerede kredsløb er så tynde, at når de igen pilles af kroppen, ligner de dødt hud.

Men ser man på dem under et mikroskop, vil man kunne se et virvar af tynde tråde.

Sådanne integrerede kredsløb vil ifølge Rogers muligvis en dag kunne vikles om hjertet som "en elektronisk hjertesæk" for at afhjælpe problemer såsom uregelmæssig hjerterytme.

Bøjelig membran

Silicium er som regel for stift til at kunne bruges i forbindelse med hjertet, men i skiver, der kun er en nanometer tykke, bliver silicium til en føjelig membran, der kan bøje og vride, forklarer Rogers.

Det er dog stadig skrøbeligt, så derfor lægges det på et gummilignende underlag, der giver det styrke.

Det kan stadig heller ikke strækkes, så derfor former forskerne kredsløbene i strukturer, der kan udvide og sammentrække sig som en harmonika.

De integrerede kredsløb kan ifølge Rogers påføres huden som midlertidige tatoveringer til børn ved at lægge dem direkte på huden og klæbe dem fast ved at opløse den tynde beskyttelsesfilm med en lille smule vand.

Derfor kan chippen opløses i vand

Det tilbageværende integrerede kredsløb er i alt cirka fem mikrometer i tykkelse og kan strække sig cirka 30 procent, hvilket er sammenligneligt med, hvor meget huden normalt kan strække sig.

For at fremvise teknologien rullede Rogers sit ene ærme op under sit foredrag og afslørede et integreret kredsløb på sin arm ved hjælp af et mikroskop og en overheadprojektor.

Forskerne arbejder også på såkaldte "transiente" kredsløb, der opløses i vand, når der ikke længere er brug for dem.

Nogle af disse er varianter af de tatoveringslignende kredsløb, men de kan også udformes på andre måder.

Det viser sig, at silicium er vandopløseligt, når der skæres tyndt nok, og vil med en tykkelse på 35 nanometer være opløst efter cirka to uger, forklarer Rogers.

Underlaget kan her laves af enten silke, magnesium, siliciumdioxid eller et andet materiale, der også blive vandopløseligt, når det er tyndt nok.

Sådanne vandopløselige kredsløb indeholder mindre silicium, magnesium og andre mineraler end hvad der er i en almindelig multivitaminpille, så de er ganske harmløse for kroppen, fremhæver Rogers.

For at understrege den pointe spiste han under sit foredrag en lille RF-oscillator.

Kan anvendes til operationer

En mulig anvendelse af disse vandopløselige kredsløb er bekæmpelse af infektion efter operation.

Her vil man kunne implantere et lille apparat i operationssåret, som kan programmeres til at udsende korte impulser af varme, der er intense nok til at dræbe bakterier.

Da apparatet er vandopløseligt, vil der ikke være brug for yderligere operation - og deraf følgende yderligere risiko for infektion - for at fjerne det igen.

Vandopløselig elektronik kan også bruges til andet end medicinske formål såsom miljømæssige sensorer ved kemikalieudslip.

Man kan også forestille sig, at de kunne bruges i forbrugerelektronik for at reducere mængden af miljøskadeligt affald.

Rogers modtog i 2011 prisen Lemelson-M.I.T. Prize på knap 2,9 millioner kroner for sit arbejde inden for bio-elektronik.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere