Artikel top billede

(Foto: Call me / PR)

Alka Mobil får ny ejer: Alle kunder skal tvangsoverflyttes til Call me

Efter tre år på landkortet er det slut med Alka Mobil, som mobilselskabet Call Me overtager. Alle kunder vil i de kommende måneder blive flyttet over til Call me.

Det danske mobilselskab Call Me køber hele Alka Mobil, som forsikringsselskabet Alka lancerede i begyndelsen af 2021.

Call Me blev stiftet i 2009 og solgt til Telia Danmark i 2015. Norlys har netop overtaget Telia Danmark.

Alka Mobil har siden etableringen lejet sig ind på Telias mobilnetværk herhjemme.

Alka meddeler, at salget er kommet i stand på baggrund af en henvendelse fra Call me. Og at beslutningen om at sælge mobilselskabet har ligget lige for.

“Konkurrencen i mobilmarkedet og kundernes behov fortsætter med at udvikle sig, og da muligheden med Call me bød sig, var vi ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige løsning,” lyder det fra Kasper Ørtvig, direktør for Alka Fordele.

Ifølge ham vil den nye ejer tilbyde kunderne “attraktive løsninger med endnu flere muligheder inden for mobiltelefoni,” som det hedder.

Call me går nu straks i gang med at forberede overflytningen af Alka Mobils kunder til sig selv.

Det er planen, at samtlige kunder skal flyttes over til Call me efter sommerferien.

Call me meddeler, at de her vil fortsætte med de samme vilkår, telefonnumre og priser.