Artikel top billede

Krise: Når ledelse og teknologi skal redde samfundet

Ny bog beskæftiger sig med, hvordan ledelse, digitale værktøjer og klassiske sikkerheds- og beredskabsdiscipliner spiller bedre sammen, når krigen eller krisen en dag rammer.

De færreste danskere, der køber lejrgrej i Spejder Sport og ekstra dåsemad i Netto frygter – sådan for alvor, i hvert fald – at russiske stødtropper går i land på Lolland-Falster. Men mindre kan også gøre det.

Blot et enkeltstående, succesfuldt hybridangreb mod digital infrastruktur, energiforsyning eller den finansielle sektor risikerer f.eks. at destabilisere samfundet i betydelig grad.

Ligesom selve risikoen for den slags anslag kræver, at politi, forsvar og beredskab forbereder sig til at koordinere den efterfølgende indsats fysisk og virtuelt – og ofte på tværs af et næsten uoverskueligt antal digitale grænseflader.

Og skulle der før eller siden udbryde egentlig varm krig på vore breddegrader, kommer opgaven helt sikkert også til at handle om at samarbejde digitalt. Samt om at sikre, at klassiske sikkerheds- og beredskabsdiscipliner spiller optimalt sammen med højteknologiske værktøjer såsom droner, dataanalyse og AI.

Det er blandt de emner, den nye bog "Data, digitalisering og dømmekraft – en guide til teknologiledelse og dataforståelse i sikkerhedsprofessionerne" kommer omkring.

Forfatterne Katrine Nørgaard og Therese Heltberg – begge ansat på Forsvarsakademiet og ph.d. i hhv. antropologi og sociologi – behandler det komplekse forhold mellem teknologi og ledelse i sikkerhedsprofessioner.

Bogen har dels til formål at give læseren et indblik i, hvordan teknologisk forståelse og ledelsespraksis udvikler sig. Samtidig er den udformet som en guide til teknologiledelse og dataforståelse og specifikt rettet specifikt mod sikkerhedsprofessionerne.

Derfor behandler den blandt andet også, hvordan moderne teknologier som AI og big data kan integreres og udnyttes til at forbedre beslutningsprocesser. Men også hvordan de indebærer en risiko for at svække overblik og dømmekraft i kritiske situationer.

For selv om for eksempel AI kan støtte effektivt op om planlægning og eksekvering, samle overblikket og effektivisere sikkerhedsindsatsen, så indebærer teknologierne også en risiko for hurtigere at begå fejl – særligt hvis de ikke er kalibreret og trænet korrekt.

Det er måske nok en banal pointe, men ikke desto mindre centralt. Hvilket blandt andet flere virksomheder har erfaret på den lidt kedelige og nogle gange kostbare facon.

Bogen beskæftiger sig i en række eksempler også med det, den betegner som "den grå zone", hvor sikkerhedsansvarlige skal forholde sig til teknologiske, etiske og operationelle dilemmaer.

Målgruppen for "Data, digitalisering og dømmekraft" er primært professionelle indenfor forsvar, politi og beredskab samt studerende og akademikere med interesse for teknologi og sikkerhedsstudier.

Titel: Data, digitalisering og dømmekraft – en guide til teknologiledelse og dataforståelse i sikkerhedsprofessionerne

Forfattere: Katrine Nørgaard og Therese Heltberg