Artikel top billede

I nogle svenske computerspil er det muligt at erobre København. Her er det i spillet Victoria udviklet af Paradox Interactive. Foto: Ming Ou Lü

Svensk spilindustri giver baghjul til Danmark

Sveriges computerspilindustri er mere end tre gange så stor som den danske. Danske spilbrancheeksperter anerkender, at Sverige bare er foran.

Den danske spilindustri har ikke klaret sig særligt godt det seneste år.

Selvom der har været enkelte lyspunkter, der har kunnet markedsføres internationalt, har den engang så roste del af it-branchen været præget af et år med konkurser og projekter, der aldrig helt fik den verdensomspændende succes, som udviklerne gik og drømte om.

Men på den anden side af sundet er der umiddelbart mere gang i den.

De tørre tal taler for sig selv, når den svenske computerspilindustri i 2009 havde en omsætning på 835 millioner danske kroner, mens den danske blot havde en estimeret omsætning på 250 millioner kroner.

"Den svenske spilbranche har opnået en eller anden form for kritisk masse. Jeg tror ikke på, at Danmark kan løftes ud af dette vakuum ved hjælp af private investeringer alene. Hvis man vil have en spilindustri i Danmark, skal man fra Statens side have incitamenter på linje med dem i Canada," siger Asbjørn Malte Søndergaard, direktør for det danske spilfirma Tactile Entertainment og ekstern lektor på IT-Universitetet.

I Canada er der opstartsstøtte og skattefordele for computerspilfirmaer.

Senest er Norges største spilfirma, Funcom, flyttet til Canada.

Sverige suger Danmark tør for talent

Selv om Danmark modsat Sverige har en hel uddannelse dedikeret til spilindustrien, er det ikke fordi, at vi i Danmark får nytte af de kloge hoveder, der bliver uddannet fra IT-Universitetets medieteknologi og spil-uddannelse.

"I øjeblikket er der simpelthen ikke særlig mange spilfirmaer i Danmark, der søger efter arbejdskraft. Vi bliver nødt til at fortælle vores studerende, at de skal søge til udlandet, herunder Sverige, for at finde arbejde," fortæller Miguel Sicart, adjunkt ved IT-Universitetet.

Den svenske spilbrancheorganisation, Dataspelsbranchen, fortæller, at den svenske spilbranche også mærker krisen, men at der udover spilfirmaets Grin's konkurs (omsætningsmæssigt nummer to i Sverige, red.) ikke har været andre spektakulære konkurser i den svenske spilbranche.

"Den svenske spilbranche beskæftiger det samme antal mennesker som før krisen, og omsætningen som helhed er ikke faldet," siger Per Strömbäck, talsmand for Dataspelsbranchen.

Mere internationalt fokus i den svenske spilbranche

Den svenske spilbranche har især haft held på det internationale marked med spiltitler, der læner sig op af Anden Verdenskrig-genren. Herunder Battlefield 1942 og Hearts of Iron, der er produceret af henholdsvis DICE og Paradox Interactive, der begge har hovedkontor i Stockholm.

"Det går simpelthen bedre for den svenske spilbranche. Overordnet set er det fordi, at de har meget mere fokus på verdensmarkedet, end danske spiludviklere har haft," siger Morten Iversen, manuskriptforfatter på Hitman og Freedom Fighters samt tidligere direktør for en række danske spilfirmaer.

Den danske spilbranche har modsat den svenske ikke haft nær så mange ideer, der har appelleret til et større publikum.

"Vi har i Danmark været alt for fokuserede med såkaldte kunstspil, der har til formål at få støttekroner snarere end at sælge til et stort verdenspublikum," siger Morten Iversen.

Sverige har bare nogle fordele

Generelt set har den svenske spilbranche bare nogle fordele over for den danske.

"Jeg tror forskellen ligger i, at Sverige har haft en meget mere gennemgående spilkultur. Det svenske udgangspunkt er meget større end det danske," siger Gorm Lai, ekstern lektor på IT-Universitetet og koordinator for den internationale organisation for spiludviklere IGDA.

Et andet punkt, som Gorm Lai påpeger, er, at lønningerne i den danske spilbranche ikke er konkurrencedygtige i forhold til Sverige.

Pointen er, at de svenske firmaer har nemmere ved at få udenlandske opgaver fra for eksempel udgivere, da deres omkostninger for tilsvarende antal ansatte ikke er så store som i Danmark.

Den gennemgående spilkultur i Sverige ses blandt andet i antallet af spilfirmaer i Sverige samt en bred accept af såkaldte computerspilsforeninger, hvor folk samles om at spille computerspil.

Derudover har Sverige i dets EU-formandskab gjort en del for at påpege, at svenske computerspil er en vigtig eksportvare.

Samtidig bliver verdens største computerspilarrangement, Dreamhack, hvert år afholdt i Jönköping med internationale hardwareproducenter som sponsorere, herunder Intel og Cisco.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere