Artikel top billede

Guldager: Jeg har bare tre enkle ønsker til min næste bil

Klumme: Elektrificeringen lever i bedste velgående i de nordiske lande. Vi køber og leaser elbiler som aldrig før, og på mange leder og kanter er de også mere avancerede end nogensinde før. Men alligevel er vi langt fra , hvad vi egentlig var blevet lovet. Her er tre ønsker til min næste bil.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Tænk hvis man kunne få leveret alt på et sølvfad? Så forkælet og mageligt kunne man umiddelbart som kommende bilejer godt have sat det op for nogle år siden.

Vi blev lovet en hel masse, som reelt set endnu ikke er sket. Hvor er den flyvende bil eksempelvis henne?

Ja, jeg ved da godt, at ingen decideret lovede os noget, og den flyvende bil kunne muligvis blive lanceret i en eller anden form inden for et par år. Som det ser ud pt. langt fra til masserne dog. Men du ved, hvad jeg mener.

Bilejerne var blevet sat i udsigt, at mulighederne ville være uendelige, og den uundgåelige revolution ville ændre bilmarkedet - primært ført an på den teknologiske front af Tesla og Elon Musk.

Men alligevel er vi endt et noget kedeligt, konventionelt og mere enkelt sted.

Så kære bilindustri. Lad mig helt bramfrit opliste, hvad jeg meget gerne så lande i min næste bil – hvis ikke det er for meget forlangt.

En god assistent

Jeg har nu kørt de fleste elbiler i den danske bilflåde og er stødt på et hav af forskellige assistenter, som man kan snakke med. Lige fra Hej Mercedes til NIO's lille robothoved, Nomi og senest Volkswagens nye IDA.

Ingen af dem har jeg lyst til at benytte mig mere af end højst nødvendigt. Og med højst nødvendigt mener jeg selvfølgelig: På ingen tænkelig måde.

Jeg har før været efter hele taleassistent-branchen, der mere eller mindre gik hårdt i stå for flere år siden.

Men nu har jeg det sidste år, haft glæden af, at snakke mere dybt, ærligt og ægte med en AI-assistent som ChatGPT på mobilen.

Den forstår mig, lyder ikke som en dåse (læs: væskebeholderen og ikke det kønnede skældsord) på staveplader og kan give mig oprigtig opfattelse af service.

Både VW og DS Automobiles skulle efter sigende arbejde med tanken om, at få ChatGPT dybere integreret, men lad os nu se. Der skal afgives en del data, sjæle og højre arme fra selskaberne før det sker, og det ved vi alle ingen gider.

Men jeg havde lige set lyset, og det ville også give mening.

En assistent, der oprigtigt forstår, hvem der sætter sig ind i bilen. Kan give dig updates på kommende vejmeldinger, feedback på din travle kalender eller blot give dig talende info på bilen, mens du kører den.

Hvornår sker det?

De kloge assistenter er derude. Bilbranchen skal bare få hovedet ud af r… og åbne lidt mere op for fremtiden i stedet for at holde fast på egen manglende innovation og udvikling.

Rigtig selvkørende

En af de helt store teknologier, vi blev sat i vente med elektrificeringen, var den selvkørende æra.

Slut med kørekortet og køreglæden. Nu skulle bilen køre dit fulde asen hjem, komplet fra A til B. Problemet er bare, at det på ingen måde er sket.

Eller problemet er mere; Det kunne vi godt have sagt os selv, men så kom Elon Musk ind og smurte tykt på, så forventningerne steg til rekordhøjder.

Så langt tilbage som 2016 har Musk nævnt, at nu kommer den selvkørende bil.

Og Tesla gik endda så langt som decideret at vise mulighederne, der så efterfølgende viste sig at være komplet snyd med en demo-video.

Men ud over et mere avanceret autopilot-system, der selv kan styre bilen igennem en overhaling og ellers give os en niveau to ud af fem på automationsskalaen, er vi der ikke endnu. Langt fra.

Og det skyldes selvklart også, at love og regler skal overholdes. Det er altid så kedeligt, når det sker.

Hvis ikke, havde vi sikkert godt kunne have sat os ind i en flyvende bil og fløjet på skiferie uden hjelm.

Men for vores alles sikkerhed, er det nok meget godt.

Ud fra den flåde, som jeg har trillet i, er det stadig kun et fåtal af dem, jeg ville turde give slip på.

Flere af dem er decideret ubehagelige biler, der ikke holder sig tilbage for at få dig som menneske ud i uføre. Der er vi ligeledes allerhelvedes langt væk fra den selvkørende æra.

Hvornår sker det?

Selv om teknologien på papiret findes derude, så holder love og regler muligheden tilbage. Giv det min tre-fem år før det oprigtigt er muligt på de danske veje.

Det gode batteri

Bilen, der kan køre 1.000 kilometer – på papiret. WLTP. Praktisk rækkevidde og andre latterlige udtryk, der skal pakke lorten ind, så vi ikke ser, hvor råddent bilen egentlig klarer sig.

Elbilerne har for længst taget disse udtryk til sig, der dækker over det simple faktum, at elbilerne egentlig ikke kan køre så langt på en opladning, som vi gerne ville have, at de gjorde.

Det er måske elbilernes største helligbrøde: At slå brødet for stort og for tidligt op.

en det er jo i princippet forståeligt nok. Det handler om at få folk over på den anden side. Overtale dem til udviklingen og fremskridtet.

Farligt at love for meget og vise for lidt

Men som med så meget andet, er det farligt at love for meget, og vise for lidt.

Tessa sang vist noget lignende uden at bruge de helt selvsamme ord. Stadig rammende dog.

Jeg er dybt og inderligt træt af en branche, der kollektivt har valgt at være så lidt gennemskuelig som muligt på batterifronten.

Enten så kan din bil køre de 500 km på en opladning eller også kan den ikke.

At undskylde det med vejr-forhold, dækstørrelse, aircondition, hastighed på bilen og om hvorvidt du stemmer Liberal Alliance eller ej, er en trættende størrelse.

Faktum er selvfølgelig, at vi endnu venter på det gode batteri.

Om det er solid state-batteriet, der kan holde længere og give os en mere præcis information, eller noget andet mere ukendt, er sagen uvedkommende.

Det skal bare ske i dag. Her kunne vi dog faktisk decideret håbe på, at det er ikke inden for den givne rækkevidde uden WLTP-forbehold.

Hvornår sker det?

Solid State-batterierne, der (igen på papiret), skulle holde hvad de lover, siges at komme ud i de første biler i 2027. Dog kan vi sagtens forvente, at det kunne blive yderligere forsinket, og nok ikke er for de flestes pengepung i første omgang.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.